Sidste rejse

Sidste dag i Cairns. Købe de sidste gaver og så af sted til lufthavnen.
Vi stod klar til at checke ind klokken 14 lokal tid, seks morgen dansk tid, og skulle flyve i to omgange. Allerede her satte vi os på dansk tid, for at komme i tids mode fra starten. Først skulle vi flyve til Singapore og derfra til København. Ialt flyvetid 6 timer plus 13.

Check ind gik smertefrit og security var stille og roligt. Det viste sig blandt andet at være fordi vores fly var det første, eneste og sidste fly den dag.
De lukkede faktisk lufthavnen, mens vi ventede på at boarde.

I Singapore var vi en anelse stressede. Vi landede sent og skulle boarde det næste fly i en anden terminal allerede inden, vi var ude af det første fly.
Og her havde vi allerede fløjet i seks timer.
Vi løb af sted og kom frem til en rolig gate, som stille og roligt boardede os efter endnu et security check.
I flyet fik vi at vide, at ruten var omlagt grundet en konflikt og at vi først ville komme af sted en time senere. Så meget for at spæne igennem en lufthavn. Konflikten, fik vi senere oplyst, er mellem Pakistan og Indien.

Turen fra Singapore til København varer 13 timer og er fuldstændig smertefri. Hvad kan man lave andet end at sove, se film, sove, spise, se mere film, sove …. og pludselig er man fremme. Jeg så bl.a. “A STAR is Born” med James Mason og Judy Garland, en meget gammel og meget lang film, men fin.

Jans kuffert var den eneste kuffert, som ikke kom med fra Singapore, så den får vi først i morgen. Pyt, der er vasketøj nok.

Vi stoppede i Irma for at købe morgenmad og var hjemme på Østerbro klokken halv ni om morgenen. Det er lidt ligesom Phileas Fogg, for det er torsdag og ikke fredag, som vi troede. 😉 Det ændrer nu ikke på, at vi skal have hele torsdagen til at gå, inden vi skal i seng, så vi hurtigt kommer tilbage på europæisk tid.

Alting ligner sig selv og forårsolen afslører med al tydelighed, at vi godt kan bruge noget tid på at fjerne vinterens støv fra lejligheden.
Tilbage i hverdagen, læse post, ordne bank og læse mails.
Ferien er slut og dagliglivet begynder igen, men hvor har det været dejligt. Vi vil huske denne ferie længe.

Feriens bedste postkort moment

Great Barrier Reef

Feriens mest fantastiske dag – og den sidste.

Vi sejlede ud med en stor katamaran tidligt i morges. Og sejlede i to timer ud i havet. Der er dæleme store afstande inden her land, selv revet ligger langt ude. Totalt set 61 km ude, og så er det ovenikøbet et af de rev, som er tættest på. Det havde vi ikke helt regnet med, og søsygen truede. Vi skulle ud til Michaelmas reef.

Havet var stort, gråblåt og med skum på toppen. Ind imellem fik vi en regnbyge, som faktisk friskede op. Så klarede det op og solen kom igennem, og det blev varmt. dejligt med skiftende vejr og hele tiden var det dejligt varmt.

Efter to timers sejlads, vippende og kvalmefremkaldende var det imponerende at se en sandbanke med en kæmpe fuglekoloni på, lige midt i det store vand. Det var vores destination.

Dagens program var at vi skulle snorkle, ud med en “undervandsbåd” for at se på revet, spise frokost og snorkle igen. Det havde vi fire timer til.

Hele udleveringscirkusset med stinger dragterstartede.
Jans våde drøm om at blive iført Lycra fra top til tå blev fuldt ud opfyldt og han var glad. Vi lignede allesammen sorte lakridspinde. Men dragterne beskytter rent faktisk mod brandmænd og ridser fra svømmevesten og så bliver eventuel solcreme inde i dragten og kommer ikke ud i vandet, som en ødelæggende faktor!

Sus, Else og Ulla lig med “The Lakrids Girls”

Snorkel og briller, svømmeveste og svømmefødder blev ligeledes uddelt, så var vi klar.

Vi blev sendt af sted med en båd ud til sandbanken og så var der fri snorkling. Det gik fint for Jan og ikke særligt godt for mig, vandet var for stort og jeg panikkede over bølgerne, men Jan fik set en masse fine fisk, rev og en enkelt skildpadde. Korallerne er utroligt smukke, der er 2800 forskellige arter, fik vi oplyst.

Til gengæld kom jeg på en tur med en halv undervandsbåd. Klaustrofobisk og trangt men med vinduer under vandet. På grund af det ustadige vejr var vandet ikke helt klart, men vi fik set en del af revet og blandt andet nogle kæmpe “clamps” som er enorme muslinger, som ligger og vipper elegant på revet. Mine australske perler får en helt ny betydning nu. Vi så desværre også dødt rev. Det er beskæmmende at tænke på.

Flotte fisk og en enkelt skildpadde blev det til og så de enorme dybder, som revet udgør. Man kan ikke forestille sig, hvor stort det er. 2000 km langt. Meget imponerende og det gjorde indtryk.

Efter en lang dag vendte båden næsen hjemad. To timers sejlads den anden vej. Vi satte os foran og nød blæsten og solen og den varme luft. Jeg fik sol nok og ligger nu her i min seng med røde blussende kinder, og udelukkende på grund af solen.😉

Sidste aften, dejlig middag også lidt vemodigt. I morgen går det hjemad til kølige Danmark og hverdagen.

Tak for et fantastisk eventyr i Australien. Vi ses igen.

Regnskov

I dag har vi haft en meget dejlig dag i regnskoven.
Vi kørte til en station for at stige på et enormt langt veterantog, som kørte os ud i landet.

Undervejs fik vi fortalt historien om, hvordan jernbanen blev bygget. Fascinerende. Mænd som kun kunne blive ansat, hvis de selv havde værktøj med, og som manuelt knoklede i den ulidelige hede dag ud og dag ind.

Hver uge fjernede de 2000 slanger fra arbejdssporet, og alligevel gik en hel del til under opførelsen. Der er femten tunneller på ruten, alle håndgravede.

Turen gav udsyn til nogle fantastiske landskaber, vandfald og spændende klippeformationer.

Togrejsen endte i et naturcenter, hvor de havde en lille zoologisk have, så nogle af de dyr, som vi ikke har nået at se, var her blandt andet den tasmanske djævel.

I amphiteatret fik vi et danseshow med aboriginal dansere. Det var sjovt og en anelse amatøragtigt, men alligevel sjovt og fremmedartet.
Vores aborigonal guide, som må have mange hvide gener blandet ind i sit system demonstrerede diverse instrumenter for os. Han lugtede som et vildt dyr.

Så kastede vi med boomerang, det er svært. Det hele ligger i håndledet🤣

Det blev ikke mindre imponerende med de spyd, han kastede. De bruger en kastestok, som fungerer som en forlænget arm. Han kunne ramme en “kænguru” på mange meters afstand med et bambusspyd, spidset til i toppen. Han viste os, hvordan han fik pinden til at opføre sig som det dyr, man skal fange. Blandt andet fisk, som spræller.

Vores meget charmerende aboriginal guide var super dygtig og demonstrerede hvordan man spiller på en didderidoo. Det kræver en hel del teknik med både strube, vejrtrækningen og læber og tunge.

Røret udhules af termitter. De spiser det bløde træ, så der kun er det hårde træ tilbage, resten udhules med ild og hele indersiden skal gøres glat, så den lyder rigtigt.

Barbecue med kængurukød, kan undværes.

Så skulle vi ud i regnskoven. Vi kørte med et amfibiekøretøj fra anden verdenskrig. Vores kaptajn var en yndig ung dame, som styrede det der monster af et køretøj med den ene hånd, mens hun gestikulerede og forklarede med den anden. Op og ned af stejle bakker. Og i vandet kom vi også. Vi fik fortalt en masse om planterne og så en enkelt “lille” edderkop. Gyyys.

Sidste skud på stammen var en tur med Skyrail. Svævebanen over regnskoven. Det var fantastisk. Vi fik set det hele fra oven, og godt undervist på sidste tur, havde vi masser at tale om og pege på. Det blev også tåget, så det blev til “Skyfall” i stedet. Det blev en meget fin tur.

Dejlig dag med en hel masse nye indtryk.

Regnvejr i Sydney

Lørdag, vi kunne sove lidt længere. Planen var at vi skulle gå byen tynd, se på butikker og museer, men det øser ned og er hundekoldt.

Vi lagde ud med at gå til Victoria Arcades, som viste sig at være en meget positiv oplevelse. Smukke lokaler og smukke glasmosaikker, godt væk fra regnvejret.

Vi så på en masse ting og fik overhovedet ikke købt noget. Manglede inspiration. Udenfor p… det ned, så vi løb efter det næste sted, som viste sig at være endnu en spændende og meget flot arkade.

Frokost i en blæsende overdækket passage, hvor vi begge sad og frøs.

Ynkeligt. Vi besluttede at vende næsten hjemad og skulle blot finde restaurant til i aften, hvor vi går ud med Else og Bjarne og Ulla og Henrik.

Nu har vi sovet lidt, drukket varm te og gør os klar til middag, indendøre helt sikkert. Vejrudsigten kunne så oplyse, at Sydney er det eneste sted i Austraien, hvor det regner.

Hjem og ind under dynen med en kop varm The. En lille lur og af sted igen. Vi fandt et steakhouse med udsigt over Darling Habour og hvor de gjorde en dyd ud af servere godt kød. Alle var glade og stemningen var god. Bagefter gik vi til SlipInn og så på den i to minutter, larmen er ubeskrivelig. Retur til hotellet og en drink i baren, hvor servitricer kaldte hver og en for honey eller Darling, det var hyggeligt.

Sydney

I dag får vi travlt. Vi står op tidligt !! og af sted.

Rundtur i byen for at få et indtryk, rundvisning i operaen, det glæder jeg mig til, havnerundfart og sidst men ikke mindst: Bridge Walk. Fortsættelse følger.

Det er svært at vurdere om Sidney er en pæn by. Husene står helt vildt tæt, høje og lave imellem hinanden. Men der er mange grønne områder, som gør byen luftig alligevel. Vi fik en fin rundtur med bus og fik en overblik over byen.

Rundtur i operaen. Man kan ikke andet end at blive imponeret over det fantastiske bygningsværk. Klinkerne fra Höganäs er vildt lækre og giver bygningen karakter. Vi fik hele historien om arkitektkonkurrencen, en finsk arkitekt, som fandt Utzons forslag blandt de kasserede forslag, løsningen med appelsinen og tankegangen bagved de forskellige scenerum. Imponerende. Vi havde en super god guide, som var behagelig og som gav os en masse facts.

Sejltur i havnen med frokost. Vi fik bekræftet en hel del fordomme: Buffeter er dødsyge, kinesere spiser grimt, mange kan ikke begrænse sig og køkultur eksisterer ikke. Vi var naturligvis velopdragne og spiste pænt.

Vi stod af i Darling Habour og gik i øsende regnvejr videre til næste event: Bridge Climb. Vi var våde og kolde og i god tid og man må ikke drikke alkohol inden en climb, så den stod på kaffe. Vi var kolde og våde og trætte, så i virkeligheden var en Bridge Climb ikke det, som stod øverst på ønskelisten. Jeg var også en anelse sammenbidt.

De små prikker oppe på toppen er personer, som er på climb, ligesom os!

Jeg begyndte at få kolde fødder bogstaveligt talt og våde sko. Men vi blev taget imod af top professionelle menesker, som testede os for alkohol og skulte genstande i en metaldetektor. Vi skulle svare på 100 spørgsmål om helbredet og der var i det hele taget stærkt fokus på sikkerheden.

Så blev vi klædt på i fangedragter, regnbukser, kasket, seletøj og kroge alle vegne. Herefter fik vi instruktion i, hvordan man skal gå på en stige og hvordan man skulle hægte sig fast til en kæde. Stadig meget kompetent og det gjorde absolut intet for sommerfuglene i maven.

Vores guide var en sød ung krøllet fyr med meget løse håndled og en særlig variant af australsk: bøsseaustralsk. Han var super sød og meget omsorgsfuld og det viste sig hurtigt, at han havde adskillige fæller på vores hold, som også var mere til drenge end til piger til trods for meget brede skuldre og maskuline kæber.

Vi var tolv i alt, som begyndte at vandre iført alverden udstyr ud på broen. Først går man igennem en masse smalle stier, som fører dig ud til den første pylon. Så op ad stiger, ca 100 trin, ret stejlt og det begyndte at blive blæsende. Så kom vi ud på broen og gik opad, opad, opad, opad,opad. Små skidt ad gangen og med mange stop, hvor vores søde guide på sit fantasiske australske forklarede os om broens konstruktion og tilblivelse. Udsigten var fantastisk og vi kunne se alting imellem regndråberne. Det øsede ned, men vi var heldigvis iført regntøj. Jeg får aldrig redt mit hår ud igen.

Fotosession, smil til fotografen videre opad opad, holder den bro aldrig op. Udsigten var stadig fantastisk og vi kunne se mere og mere og længere og længere væk, helt ud til Manly og til Bondi Beach.

bridgeclimb sydney
Billedet er fra hjemmesiden, vores eget billede har vi kun på papir og så regnede det.
Her er man kun to trediedele oppe, viste det sig.
bridgeclimb sydney
reklamefoto

Oppe på toppen var det blæsende og lidt skræmmende, men det værste kom nu: Vi skulle krydse broen, for at gå ned på den anden side. Det var slemt.

bridgeclimb sydney

Over kom vi og begyndte nedgangen.

bridgeclimb sydney


Nu vidste man ligesom, hvad der ventede, så det gik helt fint. En vis træthed var også begyndt at melde sig i mine knæ. Ned kom vi og var meget stolte og glade, da vi blev afmonteret alt udstyret. Fotos naturligvis, de koster så 25 dollar per styk! ekstra. Vi købte et, så vi i det mindste har et bevis på, at vi var deroppe. Alt i alt tog turen fra klokken 16:30 til klokken 19:45 i frisk luft og med adrenalin i store mængder i systemet.

Vi var våde, kolde og sultne, så det blev kun til en kort gåtur, før vi fandt et sted at spise. Lige midt i Business Kvarteret hvor fredag aften er en aften med gang i den. Vi fik dejlig mad og delte en flaske vand og en Grüner Veltliner med stor fornøjelse. Vi betalte og gik og måtte ude på gaden konstatere, at vi havde glemt vores bykort. Tilbage igen og heldigvis fandt tjeneren det i skraldespanden.

Vores søde venner fra turen var i operaen, men vi havde talt om at mødes bagefter på the Slip Inn til en drink. Det var her, at Frede mødte Mary.
Jan og Sus mødte ikke nogen, vi kendte, sandsynligvis fordi operaen blev senere end beregnet. Til gengæld så vi Philadelphia banke Miami i basketball.

Hjemme i Danmark er pigerne glade, vi fik lige en fin hilsen på telefonen.

Slut for en lang dag, hjem i en taxa til et hotel, som vi ikke kunne huske, hvad hed og hvor lå. Heldigvis var der et kryds på bykortet, som hjalp os hjem. Godt at vi havde det ,-) Godnat.

Solopgang over ULURU

Det er blevet ret kendetegnende for denne ferie, at vi står tidligt op og går tidligt i seng. De der kender Jan og mig vil vide, at det er meget usædvanligt.

Men der var en god grund til at stå op klokken meget tidligt endnu en gang: Solopgang over ULURU.

Vi kørte ud på sletten og fik kaffe imens morgenrøden stille og roligt forvandlede mørke til lys.

Samtidig så blev Uluru oplyst af solens stråler og fik farve efter dagens lys

En fantastisk oplevelse. Og set i lyset af mørket fra aftenen før, så giver lys og mørke enorme forskelle på, hvordan verden ser ud.

Efter morgenmad var der check ud og vi kørte til den anden meget store klippeformation, som findes i området: Kata Tjuka. Faktisk er den mere spændende end Uluru, men sig det ikke til nogen.

Fluerne var ved at tage livet af os, så vi gik en kort tur op i dalen imellem nogle af klippehovederne og så en ganske andeledes geologisk konstruktion end Uluru.

Hvor Uluru er en monolit, så er Kata Tjuka en masse sten, som er bundet sammen af sand, så konsistensen er meget anderledes. der er også ca 50.000.000 år til forskel. Begge steder er hellige steder for Aboriginals og skal naturligvis respekteres som sådan.

Herefter gik turen til lufthavnen og videre til Sydney. Vi er trætte og jan er helt vildt forkølet og hoster som en sælhund. Jeg har ondt i halsen og lidt ondt af mig selv, men det går nok over.

I morgen skal vi på rundtur, se operaen, sejle på havnen og gå Bridge Walk, vi får travlt så forkølelser er der simpelthen ikke tid til.

Uluru

Uluru er de indfødtes navn for Ayers Rock. Vi kørte og vi kørte og pludselig så vi en klippeformation i det fjerne. Nej, ih og åh. Men det var ikke Ayers Rock, derimod Mount. Xxxx som er en klippeformation af sandsten med en hård top og som er adskillige millioner år yngre end Uluru.

Vi kørte videre og pludselig begyndte den at dukke op imellem sandklitterne. Klitter fuldstændigt som derhjemme, men røde og faktisk meget smukke. Den der sten er utrolig. Turen rundt om den er 13 km lang, hvis man har lyst til at gå omkring. Stenen er ligesom et isbjerg, det siges at den er syv kilometer dyb. En monolit. Fantastisk.

ULURU

Vi kørte omkring den og fik på visse steder forbud mod at fotografere af hensyn til den oprindelige tro og historie om stenen. Man er heldigvis blevet klogere og fra oktober i år, bliver det totalt forbudt at gå på den. Det så nu heller ikke særlig let ud, 340 meter i højden og ekstremt stejle sider. Det er fascinerende at se, hvordan vand har skabt render og huller, som giver karakter og at der er steder med mytologiske historier forbundet til stenens udseende.

Vi var henne for at røre ved den, og jeg kunne fornemme en vis ærefrygt for historien.

Efter at vi var blevet installeret på et super dejligt hotel og fik en lidt forhastet middag blev vi kørt ud for at se solnedgang og et enorm kunstværk kaldet Fields of light.

Fields og Light, foto Else Månsson

Det blev en meget fin oplevelse. Solen gik ned og farvede himlen rød, og parallelt hermed blev et kæmpe areal oplyst af tusindvis af lys. (50000) Små farvede prikker af lys som gav indtryk af en uendelighed og en association til de prikkede malerier, som vi har set så mange af.

Månen stod kæmpestor og rund og kæmpede med stjernerne om pladsen.

Dette er en oplevelse, som vi ikke vil glemme.

Fra Alice Springs til Kings Canyon

Der er dæleme store afstande i det her land, vi kørte 500 km i bus for at komme ud til det store område omkring Uluru. Alias Ayers Rock.

En lille gåtur for at få indtryk af de utroligt smukke område. Husk mindst en liter vand , hat, fluenet og solcreme. Åh ja bare for en time. Det klarer vi nok.

Fluenet er et absolut must. Der er små sorte fluer overalt, og de vil meget gerne drikke den fugt, som vi udskiller. Vi har fået nyt kropssprog: Vifte vifte fluer væk foran næsen.

Hold kæft, hvor er her varmt. 46 grader blev det til. Det er ubeskriveligt, som i en sauna, man kan bare ikke slippe ud.

vi gik i Kings Canyon. Super smukke træer og ildrøde klipper. Det var en flot tur, men varmen var lige ved at tage livet af os. Så fik vi lært det.

Vi blev installeret på et Resort med en masse hytter og rent faktisk nogle dejlige værelser. Her kan man rigtigt se, hvor langt væk vi er. Den iskolde fadøl, som vi næsten kunne smage, var ikke til at få, ingen minibar, kun vand.

Swimmingpoolen gav associationer til varmtvandsgymnastik, men kølede alligevel dejligt. Det er underligt med den menneskelige krop, for så kommer man til at fryse efter at have været så varm.

Jan har reddet sig sin sædvanlige ferievirus og blev puttet i seng. Han havde det rigtigt dårligt med hoste og feber. Surt.

En varm kop te, en fadøl og lidt mad og rødvin, hjalp på humøret og en “lille fugl fald død om” pille alias Niquill gav ham en rolig nat. Det går meget bedre i dag.

Luftballon

Vi stod op klokken fire for at være klar klokken fem, hvor en sød ung luftskipper hentede os i en stor bil. Han kørte som død og helvede ud i bushen og skiftede mening, så vi kørte en anden vej. Lidt morgentrætte blev vi lidt forvirrede, men han forklarede at vinden var bedre, hvis vi kørte herhen. Som om man kan se forskel på den ene let øde slette fra den anden.

Solen stod op
Ballonen er inde i den store sæk

Vi var to hold, så der skulle pustes to balloner op. De er tyve meter lange og det er enorme mængder af luft, der skal fyldes i. Masser af luft senere begyndte de at rejse sig. Og kurven blev rejst op.

Og der pustes og der pustes

Værsgo at stige ombord. Med mine knæ er det er udfordring, og jeg endte med at stå med det ene ben halvt op i luften inden jeg blev foldet sammen og på plads.

Så begyndte larmen fra varmeblæseren og pludselig lettede vi. Stille og roligt op og af sted,

Alting får nye dimensioner, når man ser dem fra oven. Pludselig kunne vi se, alle de prikker, som den lokale kunst indeholder, de kommer fra naturens eget udtryk.

Vi fløj i cirka en time og så en enkelt kænguru, men ellers var det mest den stille oplevelse af, at piloten ved hjælp af højde kunne styre retningen, vindende kører rundt, selvom man ikke mærker dem.

Varmeblæseren larmer helt vildt, så vi skiftede hele tiden fra total stilhed til vild larm.

Landingen gik glat og var i sig selv en oplevelse, for man ved aldrig om kurven vælter, det skete heldigvis ikke. Så skulle vi kravle ud igen, dagens største udfordring for mine knæ, men med hjælp fra to stærke mænd, så gik det.

Alle mand tog fat, for at pakke ballonen sammen igen, hvilket er en udfordring. Den er lavet til at holde luft,og det giver naturligvis en udfordring, når den skal tømmes for luft. Det lykkedes og alle havde nu samme farve at ørkenstøvet. Vi blev godt nok snavsede.

Ballon selfies. Det er den anden ballon i baggrunden

Så er traditionen, at man drikker champagne så vores morgenmad kom til at bestå af bobler, crackers og små stykker ost. Fint fint.

Retur til hotellet for at mødes med resten af selskabet, hvorefter vi skulle køre 500 km mod Kings Canyon og Uluru.

Denne morgen ville vi ikke have undværet for noget, det blev en fantastisk oplevelse.