Uluru

Uluru er de indfødtes navn for Ayers Rock. Vi kørte og vi kørte og pludselig så vi en klippeformation i det fjerne. Nej, ih og åh. Men det var ikke Ayers Rock, derimod Mount. Xxxx som er en klippeformation af sandsten med en hård top og som er adskillige millioner år yngre end Uluru.

Vi kørte videre og pludselig begyndte den at dukke op imellem sandklitterne. Klitter fuldstændigt som derhjemme, men røde og faktisk meget smukke. Den der sten er utrolig. Turen rundt om den er 13 km lang, hvis man har lyst til at gå omkring. Stenen er ligesom et isbjerg, det siges at den er syv kilometer dyb. En monolit. Fantastisk.

ULURU

Vi kørte omkring den og fik på visse steder forbud mod at fotografere af hensyn til den oprindelige tro og historie om stenen. Man er heldigvis blevet klogere og fra oktober i år, bliver det totalt forbudt at gå på den. Det så nu heller ikke særlig let ud, 340 meter i højden og ekstremt stejle sider. Det er fascinerende at se, hvordan vand har skabt render og huller, som giver karakter og at der er steder med mytologiske historier forbundet til stenens udseende.

Vi var henne for at røre ved den, og jeg kunne fornemme en vis ærefrygt for historien.

Efter at vi var blevet installeret på et super dejligt hotel og fik en lidt forhastet middag blev vi kørt ud for at se solnedgang og et enorm kunstværk kaldet Fields of light.

Fields og Light, foto Else Månsson

Det blev en meget fin oplevelse. Solen gik ned og farvede himlen rød, og parallelt hermed blev et kæmpe areal oplyst af tusindvis af lys. (50000) Små farvede prikker af lys som gav indtryk af en uendelighed og en association til de prikkede malerier, som vi har set så mange af.

Månen stod kæmpestor og rund og kæmpede med stjernerne om pladsen.

Dette er en oplevelse, som vi ikke vil glemme.

Fra Alice Springs til Kings Canyon

Der er dæleme store afstande i det her land, vi kørte 500 km i bus for at komme ud til det store område omkring Uluru. Alias Ayers Rock.

En lille gåtur for at få indtryk af de utroligt smukke område. Husk mindst en liter vand , hat, fluenet og solcreme. Åh ja bare for en time. Det klarer vi nok.

Fluenet er et absolut must. Der er små sorte fluer overalt, og de vil meget gerne drikke den fugt, som vi udskiller. Vi har fået nyt kropssprog: Vifte vifte fluer væk foran næsen.

Hold kæft, hvor er her varmt. 46 grader blev det til. Det er ubeskriveligt, som i en sauna, man kan bare ikke slippe ud.

vi gik i Kings Canyon. Super smukke træer og ildrøde klipper. Det var en flot tur, men varmen var lige ved at tage livet af os. Så fik vi lært det.

Vi blev installeret på et Resort med en masse hytter og rent faktisk nogle dejlige værelser. Her kan man rigtigt se, hvor langt væk vi er. Den iskolde fadøl, som vi næsten kunne smage, var ikke til at få, ingen minibar, kun vand.

Swimmingpoolen gav associationer til varmtvandsgymnastik, men kølede alligevel dejligt. Det er underligt med den menneskelige krop, for så kommer man til at fryse efter at have været så varm.

Jan har reddet sig sin sædvanlige ferievirus og blev puttet i seng. Han havde det rigtigt dårligt med hoste og feber. Surt.

En varm kop te, en fadøl og lidt mad og rødvin, hjalp på humøret og en “lille fugl fald død om” pille alias Niquill gav ham en rolig nat. Det går meget bedre i dag.

Luftballon

Vi stod op klokken fire for at være klar klokken fem, hvor en sød ung luftskipper hentede os i en stor bil. Han kørte som død og helvede ud i bushen og skiftede mening, så vi kørte en anden vej. Lidt morgentrætte blev vi lidt forvirrede, men han forklarede at vinden var bedre, hvis vi kørte herhen. Som om man kan se forskel på den ene let øde slette fra den anden.

Solen stod op
Ballonen er inde i den store sæk

Vi var to hold, så der skulle pustes to balloner op. De er tyve meter lange og det er enorme mængder af luft, der skal fyldes i. Masser af luft senere begyndte de at rejse sig. Og kurven blev rejst op.

Og der pustes og der pustes

Værsgo at stige ombord. Med mine knæ er det er udfordring, og jeg endte med at stå med det ene ben halvt op i luften inden jeg blev foldet sammen og på plads.

Så begyndte larmen fra varmeblæseren og pludselig lettede vi. Stille og roligt op og af sted,

Alting får nye dimensioner, når man ser dem fra oven. Pludselig kunne vi se, alle de prikker, som den lokale kunst indeholder, de kommer fra naturens eget udtryk.

Vi fløj i cirka en time og så en enkelt kænguru, men ellers var det mest den stille oplevelse af, at piloten ved hjælp af højde kunne styre retningen, vindende kører rundt, selvom man ikke mærker dem.

Varmeblæseren larmer helt vildt, så vi skiftede hele tiden fra total stilhed til vild larm.

Landingen gik glat og var i sig selv en oplevelse, for man ved aldrig om kurven vælter, det skete heldigvis ikke. Så skulle vi kravle ud igen, dagens største udfordring for mine knæ, men med hjælp fra to stærke mænd, så gik det.

Alle mand tog fat, for at pakke ballonen sammen igen, hvilket er en udfordring. Den er lavet til at holde luft,og det giver naturligvis en udfordring, når den skal tømmes for luft. Det lykkedes og alle havde nu samme farve at ørkenstøvet. Vi blev godt nok snavsede.

Ballon selfies. Det er den anden ballon i baggrunden

Så er traditionen, at man drikker champagne så vores morgenmad kom til at bestå af bobler, crackers og små stykker ost. Fint fint.

Retur til hotellet for at mødes med resten af selskabet, hvorefter vi skulle køre 500 km mod Kings Canyon og Uluru.

Denne morgen ville vi ikke have undværet for noget, det blev en fantastisk oplevelse.

Alice Springs, puh hvor er her varmt

Næste morgen tog vi af sted til lufthavnen for at flyve til Alice Springs. Anne har knoklet for at redde vores tur og vi kom godt af sted. Men hvor er her varmt, 40 grader cirka. Man kan ikke forestille sig.hvor varmt det er før man sidder i det. pYYYYYHHH.

Vi er nu indlogeret på et hotel og har set deres skolesystem: Schools in the Air, hvor børnene i enorme afstande undervises via radio, nu internet men stadig på langdistance. Feedback fra lærerne er meget vigtigt, så opgaver sendes frem og tilbage i rettet tilstand. Sjovt at tænke på i vore dage.

Flying Doctors gav en smule eftertanke til, hvor godt vant vi er i danmark. her er to læger til et område på størrelse med Skandinavien. og vi piber i København.

Alle er søgt i skyggen og stemningen er heldigvis god.

Vi har købt en oplevelse: I morgen tidlig skal vi af sted klokken fem og ud at flyve i luftballon! Det bliver helt vildt. Inden det er for varmt skal vi se solen stå op og se dyrene på sletterne. Så spændende. Bagefter skal vi køre 500 km i bus ud til ULURU, som Ayers Rock hedder på lokalt. Der er store afstande i det her land.

ØV

ØV, Vores togtur med the Ghan, som vi havde glædet os helt vildt til blev ikke til noget. En lastbil var kørt ind i et godstog og have spærret for trafik, så toget kunne ikke køre.

Det er bare så ærgerligt, for den tur skulle byde på Poirot kulisser, skifte tøj til aftensmad, natterhimmel ved bål, stjerner, og alt muligt andet. Turen er 2000 km lang og varer 24 timer, så vi skulle sove i kupe og have morgenmad ude i bushen ved solopgang. Nu har vi en undskyldning for at komme igen 😉

Vores stakkels guide Anne var ulykkelig og stemningen var lidt mat, men af sted kom vi i bus til et dejligt vinsted, hvor vi fik smagt nogle ret gode vine og fik en dejlig frokost.

passende hertil

Denne dag blev lidt mat og trist og vi sluttede med at spise italiensk på et rent faktisk meget dejligt sted, selvom vi stadig var præget af skuffelsen-

I får lige et billede af vores evige sommerturist.

Godnat og sov godt.

Lørdag i Adelaide

Vi forlod Kangaroo Island om morgenen og stoppede på endnu et par postkort sites på vejen. Pelikan Bay hvor vi søgte efter delfiner, dog uden at se nogen.

Kangaroo Island, her er fantastisk smukt

Vejret var vidunderligt, ikke for varmt, men alligevel dejligt mildt.

Afsted over med færgen, hvor vi sejlede med en masse bryllupsgæster. Det er sjovt at se deres “udklædning” pigerne iført små hatte og meget høje stilletter.

Køreturen til Adelaide var lang med et skiftende sceneri af landskaber uden for vinduerne.

Vi standsede på stranden i Glenelg, som minder om Strandpromenaden i Frankrig eller i Florida. Vi fik dejlig pizza og nogle var i vandet. Dejligt, men meget kort.

Glenelg er et palindrom.

Adelaide er bygget og tegnet af Mr Leight, som stod på en bakke og skuede ud over landskabet og visualiserede hele byens grundplan. I 18..

Lidt ro på hotel Mercure og opdatering af bloggen

Ud at gå i smeltende varme, hvor byen viste sig at være ret så charmerende.

Opaler er det lokale australske smykke, som graves ud af undergrunden og som er meget smukke i fantastiske farver. Jeg spurgte lidt til prisen på en særligt pæn en, som jeg overvejede at købe – kun 18.400 dollars, men det var så kun fordi detaillisten også selv var grossist. De fleste af de virkelig smukke lå i samme prisleje. Lidt ligesom diamanter.

Videre ned af gågaden, hvor butikkerne desværre var ved at lukke. Så de fine messinggrise skulpturer som er blevet et af Adeleides nye vartegn. En kold øl og en lur.

19.50 mødtes vi med Else, Bjarne, Ulla og Henrik for en hyggelig middag ude i byen. Left, left og 20 meter henad gaden, så var vi på Hunters, som var et super godt steakhouse. Masser af godt kød og fremragende vine serveret af en sød Irsk tjener, der troede vi var tyskere eller finner. are you Finish?  No we are danish ,-)

På vej hjem – just next door til eget hotel, gik vi på en fantastisk art deco bar, som lå i et gammelt engelsk hotel. Meget Dali og Gaudí inspireret. Fik de sejeste Aperol og Mojito drinks + en enkelt GT.

Op med elevatoren, hvor vi blev mødt af rejseleder Anne, der var panisk og grædefærdig. Et godstog var blevet afsporet på The GHAN-strækningen, så lige nu ved vi ikke, hvad søndagen byder os. Men fly til Alice Springs var desværre ikke muligt – ikke nok pladser. Alt tyder på rundtur i Adeleide Hills og Barossa Valley.

Fredag på Kangaroo Island

Vores rejse hedder fantastiske Australien og det kan vi godt forstå. Landet er spændende og landskaberne meget anderledes end det, vi kender fra Europa. Vi havde glædet os rigtigt meget til Kangaroo Island og blev overhovedet ikke skuffede.

Vejret har rettet sig, så dagen startede med solopgang ud over havet og en blid lun brise. Så dejligt.

Morgenmad i totalt kaos, det her hotel er en oplevelse.

Af sted med bussen til et sted med kænguruer og koalaer. Vores turguide fortalte meget indlevende om, hvordan koalaer blev indført til øen og at der nu er en bestand på omkring 50000 af dem, til trods for intensive programmer for at reducere antallet.

Der er plantet meget store områder med eucalyptus, hvilket har givet optimale forhold for koalaerne. De er nogle søde meget sløve bamser. Men de er ekstremt kræsne og kan rent faktisk dø af sult, hvis det ikke er den rigtige slags af de ca tusind forskellige sorter af eucalyptus, der gror lige der, hvor de er.

Kænguruer er natdyr, så man skal være ude tidligt om morgenen, for at se dem. Vi så en hel del denne dag.

Derefter kørte vil noget af det mest fantastiske, vi har set endnu: remarkable rocks.

En klippeformation ved vandet, hvor havet har vasket alle de bløde elementer væk, så der står formationer tilbage, som minder om gigantiske skulpturer på et kunstmuseum. Det var vildt flot.

Og efterfølgende så vi et af naturens andre vidundere, Admirals Arch , som er et postkort værdigt. En bue af klippe som skaber et mørk rum hvorigennem man kan se blinkende blåt hav og bølger.

Hjemmefra har vi set videoer af Rangers, som viser rundt på Seal Bay. Det skulle vi også opleve. Vi gik ned på stranden i en samlet flok og fik anvist, hvordan vi skulle opføre os, for ikke at forstyrre sælerne for meget. De er kæmpestore og med unger, som dier. Mødrene er ude i havet tre dage ad gangen for at samle føde til sig selv, den unge hun har i maven samt til den unge, som venter på hende på stranden. Når hun kommer hjem, så kalder hun og hvis hun er heldig,så finder hun sin unge. Hvis de ikke finder hinanden, så går ungen til. Længere ude i havet lurer store hvide hajer og Orcas, spækhuggere og Seal Bay er et naturligt skabt sted uden fare for sælerne på grund af revet længere ude.

Hjemturen bød på en lille ekstra oplevelse, måske mest fordi buschaufføren er i familie med dem som har et eucalyptus destilleri. De har også kænguruer og possums, som de opfostrer, hvis deres møde er gået til. Så vi fik lov tilsat klappe en lille kænguru og at give den sutteflaske. Med sød og blød.

Efter en lang dag med mange indtryk er godt at dampe af med gode grin, sol og vin ved poolkanten inden middag i kaos igen igen.