Alice Springs, puh hvor er her varmt

Næste morgen tog vi af sted til lufthavnen for at flyve til Alice Springs. Anne har knoklet for at redde vores tur og vi kom godt af sted. Men hvor er her varmt, 40 grader cirka. Man kan ikke forestille sig.hvor varmt det er før man sidder i det. pYYYYYHHH.

Vi er nu indlogeret på et hotel og har set deres skolesystem: Schools in the Air, hvor børnene i enorme afstande undervises via radio, nu internet men stadig på langdistance. Feedback fra lærerne er meget vigtigt, så opgaver sendes frem og tilbage i rettet tilstand. Sjovt at tænke på i vore dage.

Flying Doctors gav en smule eftertanke til, hvor godt vant vi er i danmark. her er to læger til et område på størrelse med Skandinavien. og vi piber i København.

Alle er søgt i skyggen og stemningen er heldigvis god.

Vi har købt en oplevelse: I morgen tidlig skal vi af sted klokken fem og ud at flyve i luftballon! Det bliver helt vildt. Inden det er for varmt skal vi se solen stå op og se dyrene på sletterne. Så spændende. Bagefter skal vi køre 500 km i bus ud til ULURU, som Ayers Rock hedder på lokalt. Der er store afstande i det her land.

ØV

ØV, Vores togtur med the Ghan, som vi havde glædet os helt vildt til blev ikke til noget. En lastbil var kørt ind i et godstog og have spærret for trafik, så toget kunne ikke køre.

Det er bare så ærgerligt, for den tur skulle byde på Poirot kulisser, skifte tøj til aftensmad, natterhimmel ved bål, stjerner, og alt muligt andet. Turen er 2000 km lang og varer 24 timer, så vi skulle sove i kupe og have morgenmad ude i bushen ved solopgang. Nu har vi en undskyldning for at komme igen 😉

Vores stakkels guide Anne var ulykkelig og stemningen var lidt mat, men af sted kom vi i bus til et dejligt vinsted, hvor vi fik smagt nogle ret gode vine og fik en dejlig frokost.

passende hertil

Denne dag blev lidt mat og trist og vi sluttede med at spise italiensk på et rent faktisk meget dejligt sted, selvom vi stadig var præget af skuffelsen-

I får lige et billede af vores evige sommerturist.

Godnat og sov godt.

Lørdag i Adelaide

Vi forlod Kangaroo Island om morgenen og stoppede på endnu et par postkort sites på vejen. Pelikan Bay hvor vi søgte efter delfiner, dog uden at se nogen.

Kangaroo Island, her er fantastisk smukt

Vejret var vidunderligt, ikke for varmt, men alligevel dejligt mildt.

Afsted over med færgen, hvor vi sejlede med en masse bryllupsgæster. Det er sjovt at se deres “udklædning” pigerne iført små hatte og meget høje stilletter.

Køreturen til Adelaide var lang med et skiftende sceneri af landskaber uden for vinduerne.

Vi standsede på stranden i Glenelg, som minder om Strandpromenaden i Frankrig eller i Florida. Vi fik dejlig pizza og nogle var i vandet. Dejligt, men meget kort.

Glenelg er et palindrom.

Adelaide er bygget og tegnet af Mr Leight, som stod på en bakke og skuede ud over landskabet og visualiserede hele byens grundplan. I 18..

Lidt ro på hotel Mercure og opdatering af bloggen

Ud at gå i smeltende varme, hvor byen viste sig at være ret så charmerende.

Opaler er det lokale australske smykke, som graves ud af undergrunden og som er meget smukke i fantastiske farver. Jeg spurgte lidt til prisen på en særligt pæn en, som jeg overvejede at købe – kun 18.400 dollars, men det var så kun fordi detaillisten også selv var grossist. De fleste af de virkelig smukke lå i samme prisleje. Lidt ligesom diamanter.

Videre ned af gågaden, hvor butikkerne desværre var ved at lukke. Så de fine messinggrise skulpturer som er blevet et af Adeleides nye vartegn. En kold øl og en lur.

19.50 mødtes vi med Else, Bjarne, Ulla og Henrik for en hyggelig middag ude i byen. Left, left og 20 meter henad gaden, så var vi på Hunters, som var et super godt steakhouse. Masser af godt kød og fremragende vine serveret af en sød Irsk tjener, der troede vi var tyskere eller finner. are you Finish?  No we are danish ,-)

På vej hjem – just next door til eget hotel, gik vi på en fantastisk art deco bar, som lå i et gammelt engelsk hotel. Meget Dali og Gaudí inspireret. Fik de sejeste Aperol og Mojito drinks + en enkelt GT.

Op med elevatoren, hvor vi blev mødt af rejseleder Anne, der var panisk og grædefærdig. Et godstog var blevet afsporet på The GHAN-strækningen, så lige nu ved vi ikke, hvad søndagen byder os. Men fly til Alice Springs var desværre ikke muligt – ikke nok pladser. Alt tyder på rundtur i Adeleide Hills og Barossa Valley.

Fredag på Kangaroo Island

Vores rejse hedder fantastiske Australien og det kan vi godt forstå. Landet er spændende og landskaberne meget anderledes end det, vi kender fra Europa. Vi havde glædet os rigtigt meget til Kangaroo Island og blev overhovedet ikke skuffede.

Vejret har rettet sig, så dagen startede med solopgang ud over havet og en blid lun brise. Så dejligt.

Morgenmad i totalt kaos, det her hotel er en oplevelse.

Af sted med bussen til et sted med kænguruer og koalaer. Vores turguide fortalte meget indlevende om, hvordan koalaer blev indført til øen og at der nu er en bestand på omkring 50000 af dem, til trods for intensive programmer for at reducere antallet.

Der er plantet meget store områder med eucalyptus, hvilket har givet optimale forhold for koalaerne. De er nogle søde meget sløve bamser. Men de er ekstremt kræsne og kan rent faktisk dø af sult, hvis det ikke er den rigtige slags af de ca tusind forskellige sorter af eucalyptus, der gror lige der, hvor de er.

Kænguruer er natdyr, så man skal være ude tidligt om morgenen, for at se dem. Vi så en hel del denne dag.

Derefter kørte vil noget af det mest fantastiske, vi har set endnu: remarkable rocks.

En klippeformation ved vandet, hvor havet har vasket alle de bløde elementer væk, så der står formationer tilbage, som minder om gigantiske skulpturer på et kunstmuseum. Det var vildt flot.

Og efterfølgende så vi et af naturens andre vidundere, Admirals Arch , som er et postkort værdigt. En bue af klippe som skaber et mørk rum hvorigennem man kan se blinkende blåt hav og bølger.

Hjemmefra har vi set videoer af Rangers, som viser rundt på Seal Bay. Det skulle vi også opleve. Vi gik ned på stranden i en samlet flok og fik anvist, hvordan vi skulle opføre os, for ikke at forstyrre sælerne for meget. De er kæmpestore og med unger, som dier. Mødrene er ude i havet tre dage ad gangen for at samle føde til sig selv, den unge hun har i maven samt til den unge, som venter på hende på stranden. Når hun kommer hjem, så kalder hun og hvis hun er heldig,så finder hun sin unge. Hvis de ikke finder hinanden, så går ungen til. Længere ude i havet lurer store hvide hajer og Orcas, spækhuggere og Seal Bay er et naturligt skabt sted uden fare for sælerne på grund af revet længere ude.

Hjemturen bød på en lille ekstra oplevelse, måske mest fordi buschaufføren er i familie med dem som har et eucalyptus destilleri. De har også kænguruer og possums, som de opfostrer, hvis deres møde er gået til. Så vi fik lov tilsat klappe en lille kænguru og at give den sutteflaske. Med sød og blød.

Efter en lang dag med mange indtryk er godt at dampe af med gode grin, sol og vin ved poolkanten inden middag i kaos igen igen.

Valentines Day

Up kl 05:15 af sted kl 6:00 og det her kalder man ferie

Morgenmad på Chardonnay Lodge, hvor de ikke var vågne endnu, da vi kom.

Vi skulle se nogle underjordiske huler i Narracoorte Caves. Hulemanden var slet ikke vågnet, da vi kom, men vi fik vækket ham og besøgte nogle meget spændende underjordiske let fugtige huler med massser af fossiler og knogler i bunker.

Stalakitter og stalagmitter i store mængder. Hele undergrunden er gammel havbund og der ligger et mange meter tykt lag af kalkrester fra dyr og planter igennem millioner af år. Hulerne opstår fordi ferskvand med tiden opløser kalken og vasker den væk og efterlader huller, som graves ud til huler. Vi måtte ikke være der for længe fordi fugten fra vores udåndingsluft i kombination med lys giver algevækst.

Bustur på 550 km i næsten et stræk kun afbrudt af 30 minutters stop i Keith, en by mindre en The middle of nowwhere.

Australien er et stort land og der er langt fra sted til sted. Vi ankom til færgen ved Cape Jervis for at sejle til Kangaroo Island.

Øen er 150 km lang og 55 km bred, så også her er der store afstande.

Vi kørte 80 km til vores hotel som lå fantastisk ved vandet. Kingscote.

Hotellet er byens samlingspunkt og på Valentines Day var der fest i et lokale, spillebuler i et andet, brunt værtshus og billard i et tredje og restaurant og bar. Larmen var øredøvende men det var sjovt. Vi hyggede os.

South Australia

Busturen fortsætter, tidligt op og af sted.

Ind og ud af bussen et utal af gange for at se på kænguruer, koalaer, papegøjer etc. Vi stoppede i et reservat og så de første kænguruer tæt på. Det er fascinerede dyr som kommer i alle størrelser. De små hedder Wallabies. Vi fik også forklaret hele processen omkring pungdyr og den måde de får børn på. de starter med en lille vingummibamse, som fødes og kravler op i moderens pung for at sætte sig fast på en brystvorte som svulmer op i munden, så den lille sidder fast. Her vokser den sig stor indtil den er i stand til at hope ud og ind, som den lyster.

Vi spiste frokost i Horsham, som er indbegrebet af ” The middle of nowwhere” En rigtig soveby med et bageri og en enkelt cafe.

Et kaffestop lidt senere gik op i hat og briller fordi alle skulle have lavet kaffe fra bunden. Vi måtte så ikke have kopperne med i bussen. Skoldende hed meget god kaffe blev hældt ud i et aboriginal center efter at tungerne var blevet brændt godt og grundigt. Lidt ærgerligt. Nu begynder vi at mærke at vi er på ferie, når så små ting kan påvirke stemningen 😉

Coonawarra: Hollick Wine var et fint sted med en meget stor produktion af vine. Vi smagte en del forskellige, som generelt set var udmærkede. Vi købte en udmærket Barbera og en hvid Sauvignon blanc, som vi tog med os. Stedet drives af et ægtepar, som siden halvfemserne har købt land, plantet vin og stille rolig har udviklet et fint vinsted med restaurant, festlokaler og vinsmagninger.

Næste stop var en skole oprettet af nonner og en præst i forrige århundrede. Sister Mary blev ophøjet til helgen i 1990erne og det er de meget stolte af. Vi blev vist rundt af to meget søde ældre nonner og en bedstemor, sjov oplevelse.

Vi blev indkvarteret på et Motel, lige efter bogen i amerikanske film med store trucks parkeret lige uden for døren og et supermrked, som ikke solgte øl og vin !!!!

Middag på Chardonnay lodge, og på hovedet i seng.

Nu begynder eventyret

Great Ocean Road

Vi skulle tidligt op 05:30 og af sted med bussen.

vi startede fra Torquay, som blandt andet er hovedsæde for Quicksilver.

Great Ocean Road kører 250 km langs kysten fra Torquay til Apollo Bay på strækningen mellem Melbourne til Adelaide,

Vejen er bygget af hjemvendte soldater fra første verdenskrig. De skulle sættes i gang med noget, så man finansierede vejbyggeriet privat og satte arbejdet i gang. Det blev så til en betalingsvej indtil lånene var betalt, hvilket de allerede var efter forholdsvis få år.

Vejret var frysende koldt og blæsende og det øsede ned. Ca 10-15 sekundmeter. Det havde vi ikke bestilt, heller ikke regnbygerne, men af sted kom vi.

Bussen, vi kørte i, skal have bestemte dimensioner, for at få lov til at køre på vejen. Max 13,5 meter lang og drejende bagaksel, så bussen kan komme omkring de skarpe hjørner. Der var steder, hvor man ikke skulle kigge ned.

Turen er en fantastisk smuk rute. Dramatisk – havet blæser ind i kæmpebølger og skurer kystlinien, så de hårde sten står tilbage.

De kaldes de tolv apostle og er fascinerende at se.

Vi kørte fra den ene til næste og blev blæst igennem godt og grundigt. Det er en oplevelse, som vi ikke ville være foruden. I alt fik vi gået over 17000 skridt!

Der var kommet en koldfront ind fra Antarktis og det kunne mærkes. Luften var isnende og adskillige af vores medrejsende frøs godt og grundigt. Det var godt, at vi havde overtøjet med fra Danmark.

Aftenen blev tilbragt på et hotel med værelse og badeværelse ud i et i en by kaldet Warrnambool.

VI har også lært at Billabong er en lille sø og at Walzing Mathilda slet ikke handler om at danse.

Dyrelivet er sjovt. Her er den første koala, som vi så liggende henslængt på en gren højt oppe i et eucalyptustræ. Den lever af eucalyptusblade, som den bruger 20 af døgnets timer på at fordøje oppe i træet. Bladende er let euforiserende, så den er samtidig halvskæv, det meste af tiden.

En gang imellem falder de ned fra træerne, men de en udstyret med en indbygget hjælp i form af en masse væske omkring hjernen, så den ikke bliver stødt. Naturen er forunderlig. Koala med indbygget cykelhjelm.

Melbourne mandag 11.2

Vi sov længe og var første nede til morgenmad kl. 8.00. Der var frisk frugt, masser af brød, omelet lavet efter ordre, franske vafler, bacon, pølser, champignon, croissant m.m. Kl 10.00 gik turen med gruppen rundt i de små gyder og alle de fine arkader, hvor som mindede om en blanding mellem arkaden i Bruxelles og lækre butikker fra noget man senest har set i England.

Vi var også gennem hipsterkvartererne og de gyder hvor man helst ikke går alene en mørk aften. Men her ved højlys dag, var det nu kun en ekstra charme. På et tidspunkt kom vi også forbi en butik, hvor de solgte alt til downhill skiiing. How Come – det viser sig faktisk at der kun 450 km fra Melbourne ligger et område der hedder snowie mountain, hvor man kan stå på slalomski – temmelig syrrealistisk. Vi sluttede den fælles gruppevandring med at gå på en rigtig ga

mmel irsk pub nede ved Yarra-floden. Fik en dejlig pint of Pale Ale.

Melbourne byder også på Free Tram Area, hvor man indenfor et begrænset område kan tage sporvognen free of charge. Det gjorde vi så lidt senere på dagen – men også helt uden for den frie zone, hvor vi heldigvis fik stået af ved en station oppe omkring det store universitetsområde, hvor kontrollørerne var ved at “skrive” nogen af de unge mennesker, der havde forsøgt sig med at rejse gratis, hvor der skulle betales. Vi slap med skrækken. Og så listede vi os med sporvognen tilbage til vores eget område. Var nu temmelig sultne og gik på en running Sushi , hvor kvaliteten var i top.

Efter lunch var i på Melbourne National Gallery og så både nutidig og ældre kunst. Specielt nød vi meget en mordene kunstner – Julian Opie, der kunne noget med mennesker, videokunst, vinyl og skarpe former, kurver og ekstrem reducerede men realistiske gengivelser. Vi så også Wiener møbelkunst fra 30-erne som var blevet skibet til

inden Nazismen ødelagde alt for dygtige håndværksjøder. Den største samling af velbevaret wiener møbelkunst fra den gang.

Efter en tur med benene smækket op tog vi en tur med bådfarten op og ned af Yarra-floden. Specielt det afsnit, hvor vi kom forbi roklubberne og ud forbi alle sportsarenaerne samt den botaniske have imponerede. Der lå 8 – 10 roklubber side om side. Aktivitetsniveauet var meget højt og der var rigtig mange ude at træne – og langt de fleste med følgebåde eller trænere på cykel og megafon for at coache. Udover der var rigtig mange både ude tror jeg at der var ca. 5 – 6 ottere ude – et imponerende syn.

Da vi kom i land var såvel tørste som sulten stor – og vi fandt hurtigt en restaurant nede ved floden, hvor maden som var australsk-/tasmansk så dejlig ud. Koncept – finde bord, menykort, ind at bestille og betale, hvorefter maden bringes og man kan gå når man er færdig eller ikke gider mere. Fik glimrende dumplings, lam og salat med vand og vin. En enkel drink på vej hjemover, hvor vi så Manchester City banke Chelsea 6 – 0. Herefter hjem og på hovedet i seng. Endnu en gang sov vi uden at trække gardinerne for, idet udsigten til den smukke river bank med alle de oplyste restauranter og højhuse på den anden side bare var så flotte.

billede fra vores hotelværelse