Valentines Day

Up kl 05:15 af sted kl 6:00 og det her kalder man ferie

Morgenmad på Chardonnay Lodge, hvor de ikke var vågne endnu, da vi kom.

Vi skulle se nogle underjordiske huler i Narracoorte Caves. Hulemanden var slet ikke vågnet, da vi kom, men vi fik vækket ham og besøgte nogle meget spændende underjordiske let fugtige huler med massser af fossiler og knogler i bunker.

Stalakitter og stalagmitter i store mængder. Hele undergrunden er gammel havbund og der ligger et mange meter tykt lag af kalkrester fra dyr og planter igennem millioner af år. Hulerne opstår fordi ferskvand med tiden opløser kalken og vasker den væk og efterlader huller, som graves ud til huler. Vi måtte ikke være der for længe fordi fugten fra vores udåndingsluft i kombination med lys giver algevækst.

Bustur på 550 km i næsten et stræk kun afbrudt af 30 minutters stop i Keith, en by mindre en The middle of nowwhere.

Australien er et stort land og der er langt fra sted til sted. Vi ankom til færgen ved Cape Jervis for at sejle til Kangaroo Island.

Øen er 150 km lang og 55 km bred, så også her er der store afstande.

Vi kørte 80 km til vores hotel som lå fantastisk ved vandet. Kingscote.

Hotellet er byens samlingspunkt og på Valentines Day var der fest i et lokale, spillebuler i et andet, brunt værtshus og billard i et tredje og restaurant og bar. Larmen var øredøvende men det var sjovt. Vi hyggede os.

South Australia

Busturen fortsætter, tidligt op og af sted.

Ind og ud af bussen et utal af gange for at se på kænguruer, koalaer, papegøjer etc. Vi stoppede i et reservat og så de første kænguruer tæt på. Det er fascinerede dyr som kommer i alle størrelser. De små hedder Wallabies. Vi fik også forklaret hele processen omkring pungdyr og den måde de får børn på. de starter med en lille vingummibamse, som fødes og kravler op i moderens pung for at sætte sig fast på en brystvorte som svulmer op i munden, så den lille sidder fast. Her vokser den sig stor indtil den er i stand til at hope ud og ind, som den lyster.

Vi spiste frokost i Horsham, som er indbegrebet af ” The middle of nowwhere” En rigtig soveby med et bageri og en enkelt cafe.

Et kaffestop lidt senere gik op i hat og briller fordi alle skulle have lavet kaffe fra bunden. Vi måtte så ikke have kopperne med i bussen. Skoldende hed meget god kaffe blev hældt ud i et aboriginal center efter at tungerne var blevet brændt godt og grundigt. Lidt ærgerligt. Nu begynder vi at mærke at vi er på ferie, når så små ting kan påvirke stemningen 😉

Coonawarra: Hollick Wine var et fint sted med en meget stor produktion af vine. Vi smagte en del forskellige, som generelt set var udmærkede. Vi købte en udmærket Barbera og en hvid Sauvignon blanc, som vi tog med os. Stedet drives af et ægtepar, som siden halvfemserne har købt land, plantet vin og stille rolig har udviklet et fint vinsted med restaurant, festlokaler og vinsmagninger.

Næste stop var en skole oprettet af nonner og en præst i forrige århundrede. Sister Mary blev ophøjet til helgen i 1990erne og det er de meget stolte af. Vi blev vist rundt af to meget søde ældre nonner og en bedstemor, sjov oplevelse.

Vi blev indkvarteret på et Motel, lige efter bogen i amerikanske film med store trucks parkeret lige uden for døren og et supermrked, som ikke solgte øl og vin !!!!

Middag på Chardonnay lodge, og på hovedet i seng.

Nu begynder eventyret

Great Ocean Road

Vi skulle tidligt op 05:30 og af sted med bussen.

vi startede fra Torquay, som blandt andet er hovedsæde for Quicksilver.

Great Ocean Road kører 250 km langs kysten fra Torquay til Apollo Bay på strækningen mellem Melbourne til Adelaide,

Vejen er bygget af hjemvendte soldater fra første verdenskrig. De skulle sættes i gang med noget, så man finansierede vejbyggeriet privat og satte arbejdet i gang. Det blev så til en betalingsvej indtil lånene var betalt, hvilket de allerede var efter forholdsvis få år.

Vejret var frysende koldt og blæsende og det øsede ned. Ca 10-15 sekundmeter. Det havde vi ikke bestilt, heller ikke regnbygerne, men af sted kom vi.

Bussen, vi kørte i, skal have bestemte dimensioner, for at få lov til at køre på vejen. Max 13,5 meter lang og drejende bagaksel, så bussen kan komme omkring de skarpe hjørner. Der var steder, hvor man ikke skulle kigge ned.

Turen er en fantastisk smuk rute. Dramatisk – havet blæser ind i kæmpebølger og skurer kystlinien, så de hårde sten står tilbage.

De kaldes de tolv apostle og er fascinerende at se.

Vi kørte fra den ene til næste og blev blæst igennem godt og grundigt. Det er en oplevelse, som vi ikke ville være foruden. I alt fik vi gået over 17000 skridt!

Der var kommet en koldfront ind fra Antarktis og det kunne mærkes. Luften var isnende og adskillige af vores medrejsende frøs godt og grundigt. Det var godt, at vi havde overtøjet med fra Danmark.

Aftenen blev tilbragt på et hotel med værelse og badeværelse ud i et i en by kaldet Warrnambool.

VI har også lært at Billabong er en lille sø og at Walzing Mathilda slet ikke handler om at danse.

Dyrelivet er sjovt. Her er den første koala, som vi så liggende henslængt på en gren højt oppe i et eucalyptustræ. Den lever af eucalyptusblade, som den bruger 20 af døgnets timer på at fordøje oppe i træet. Bladende er let euforiserende, så den er samtidig halvskæv, det meste af tiden.

En gang imellem falder de ned fra træerne, men de en udstyret med en indbygget hjælp i form af en masse væske omkring hjernen, så den ikke bliver stødt. Naturen er forunderlig. Koala med indbygget cykelhjelm.

Melbourne mandag 11.2

Vi sov længe og var første nede til morgenmad kl. 8.00. Der var frisk frugt, masser af brød, omelet lavet efter ordre, franske vafler, bacon, pølser, champignon, croissant m.m. Kl 10.00 gik turen med gruppen rundt i de små gyder og alle de fine arkader, hvor som mindede om en blanding mellem arkaden i Bruxelles og lækre butikker fra noget man senest har set i England.

Vi var også gennem hipsterkvartererne og de gyder hvor man helst ikke går alene en mørk aften. Men her ved højlys dag, var det nu kun en ekstra charme. På et tidspunkt kom vi også forbi en butik, hvor de solgte alt til downhill skiiing. How Come – det viser sig faktisk at der kun 450 km fra Melbourne ligger et område der hedder snowie mountain, hvor man kan stå på slalomski – temmelig syrrealistisk. Vi sluttede den fælles gruppevandring med at gå på en rigtig ga

mmel irsk pub nede ved Yarra-floden. Fik en dejlig pint of Pale Ale.

Melbourne byder også på Free Tram Area, hvor man indenfor et begrænset område kan tage sporvognen free of charge. Det gjorde vi så lidt senere på dagen – men også helt uden for den frie zone, hvor vi heldigvis fik stået af ved en station oppe omkring det store universitetsområde, hvor kontrollørerne var ved at “skrive” nogen af de unge mennesker, der havde forsøgt sig med at rejse gratis, hvor der skulle betales. Vi slap med skrækken. Og så listede vi os med sporvognen tilbage til vores eget område. Var nu temmelig sultne og gik på en running Sushi , hvor kvaliteten var i top.

Efter lunch var i på Melbourne National Gallery og så både nutidig og ældre kunst. Specielt nød vi meget en mordene kunstner – Julian Opie, der kunne noget med mennesker, videokunst, vinyl og skarpe former, kurver og ekstrem reducerede men realistiske gengivelser. Vi så også Wiener møbelkunst fra 30-erne som var blevet skibet til

inden Nazismen ødelagde alt for dygtige håndværksjøder. Den største samling af velbevaret wiener møbelkunst fra den gang.

Efter en tur med benene smækket op tog vi en tur med bådfarten op og ned af Yarra-floden. Specielt det afsnit, hvor vi kom forbi roklubberne og ud forbi alle sportsarenaerne samt den botaniske have imponerede. Der lå 8 – 10 roklubber side om side. Aktivitetsniveauet var meget højt og der var rigtig mange ude at træne – og langt de fleste med følgebåde eller trænere på cykel og megafon for at coache. Udover der var rigtig mange både ude tror jeg at der var ca. 5 – 6 ottere ude – et imponerende syn.

Da vi kom i land var såvel tørste som sulten stor – og vi fandt hurtigt en restaurant nede ved floden, hvor maden som var australsk-/tasmansk så dejlig ud. Koncept – finde bord, menykort, ind at bestille og betale, hvorefter maden bringes og man kan gå når man er færdig eller ikke gider mere. Fik glimrende dumplings, lam og salat med vand og vin. En enkel drink på vej hjemover, hvor vi så Manchester City banke Chelsea 6 – 0. Herefter hjem og på hovedet i seng. Endnu en gang sov vi uden at trække gardinerne for, idet udsigten til den smukke river bank med alle de oplyste restauranter og højhuse på den anden side bare var så flotte.

billede fra vores hotelværelse

Singapore og Melbourne

Anden dag i Singapore blev varm.

Vi havde besluttet at tage en bådtur på Singapore river og gik gennem byens gader i smeltende hede frem til stedet. Selve sejlturen var hyggelig og vi fik set byen fra vandsiden. Smukt og betagende. Byen er virkelig en særlig blanding af gammelt og nyt. Vi havde besluttet, at vi skulle spise frokost i noget af det meget gamle historiske, som man har bevaret ned til floden.

Desværre så var Sus lige ved at få hedeslag, så vi måtte ind i et shoppingcenter for at finde lidt kølighed. Vand og aircon, så kan man lidt igen.

Vi fandt et spisested, som viste sig at være en turistfælde, dyrt og meget ringe. Faktisk fik Sus næsten ikke noget at spise, så ringe var det.

Raffles hotel er et af de store steder i Singapore, og Peter kan fortælle mange gode historier om, hvordan man finder derhen ifølge Jan ,-).

Det er en intern joke i familien, men Jan fandt alligevel vej ved hjælp af Google maps, så det var godt.

Hotellet er ved at blive restaureret, så det er kun Long Bar, som er åben. Køen var lige så lang og det var næsten ikke til at bære at stå i smeltende hede for at få en drink. Heldigvis blæste deres airconditioning ud fra lokalet, så lidt kølighed fik vi.

Endelig fik vi plads i baren og kunne nye hele tableauet. Drinks bliver mixet på samlebånd og shaken på en maskine, som larmer helt vildt.

Peanuts serveres i store poser og man smider bare skallerne på gulvet!

Singapore sling, har vi prøvet og det blev kun bekræftet af at se på bartenderens mix, sødt sødt sødt. Jan bestilte en japansk drink, som var frisk og dejlig – Saki & Calvados – og jeg fik den bedste gin og tonic – Gin Pahit , jeg har fået i årevis. Den tonicvand må vi finde ud, hvor man kan købe. Isterningen var en 2x2x10 cm blok, blæret.

Sidst på eftermiddagen tog vi videre fra Singapore mod Melbourne. Endnu en nat i en flyver, hvor vi steg om bord klokken ni om aftenen Singapore tid og var fremme syv timer senere klokken otte om morgenen Melbourne tid.

Det er en videnskab at komme ind i Australien, de er ekstremt restriktive med, hvad man må have med, primært fødevarer. Så vores søde guide Anne nåede at gøre os alle sammen nervøse over vores kufferters indhold. Gad vide om vi kommer ind? Det gik fint.

Ombord på en bus og byrundtur.

Melbourne er en meget flot by med et godt mix af gammelt og nyt. Vores tour-guide havde mange gode røverhistorier at fortælle og alting er det største i verden, det fineste i verden, det bedste i Australien eller flest af eller mest af. Vi havde verdens hyggeligste tur guide.

Vi kørte til den botaniske have, som guidebogen beskriver som enhver landskabsarkitekts drøm og enhver havemands mareridt. Smukke slyngede landskaber omkring vandet og mange planter, som vi kender hjemmefra er her meget store og frodige. et var en dejlig oplevelse og øllet var heldigvis koldt.

Captain Cooks hus så vi også, et lillebitte hus, som er blevet pillet ned i England hvor hans forældre byggede det, for efterfølgende at blive sat op her i Melbourne.

Det kinesiske nytår præger også livet her med trommer og optog, grise allevegne og en masse gang i gaden.

Vi valgte at spise italiensk. Kortet så dejligt ud, vinkortet var fint, stedet var pænt, men mad kan de altså ikke lave. Vi er åbenbart meget godt vant, eller også er vi ekstremt kræsne.

I dag går turen ud i gaderne, museer og shopping. Og så har vi svoret at finde et sted med ordentlig mad.